For børn på Phuket

Børnene vil elske Phuket
Der er noget for børnene på Phuket

Rejser du til Phuket med børn, vil de få utrolig meget opmærksomhed fra de thaierne... noget som faktisk er kendetegnende for hele Thailand. De elsker børn, specielt hvis de ser en lille lyshåret charmetrold. Du kan sagtens holde hele familien beskæftiget på Phuket. Hvis I trænger til en afveksling fra strandlivet, kan I fx besøge den spændende Fantasea forlystelsespark, du kan spille minigolf med Fred Flintstone eller være heldig at opleve havskildpadder lægge æg på stranden fra november-februar. Mulighederne er mange, og Phuket er vitterlig det ideelle rejsemål for børnefamilier.

Tags: For børn

Gibbon Rehabilitationscenter

Hils på en charmerende gibbon-abe

Gibbon-aber synger, så det lyder som et kald om kærlighed. Og for aberne med den glatte pels og de insisterende mørke øjne i rehabilitationscenteret på Phuket er det et længselsfuldt kald. Gibbonaber er monogame, så hvis de adskilles fra deres mage, starter uroen. Og gibbonaben er efterhånden en truet dyreart, der somme tider bliver fundet lænket til en bardisk i Patong. Centeret finansieres bl.a. ved salg af "abe-sponsorater" til besøgende gæster. Og det tiltrækker både børn og voksne, der desuden kan muntre sig i det tilstødende Bang Pae-vandfald, nord for Phuket By ved landsbyen Thalang.

Phuket Seashell Museum

Ikke langt fra de velduftende køkkener ved Rawai strand på Phukets sydkyst præsenteres muslinger i alle størrelser og former. Museet Phuket Seashell Museum for muslingeskaller er et kuriøst indslag med kæmpemuslinger så store som barnevugger, og konkylier, der glimter som skattefund fra havets bund. Helt klart et museum i den eksotiske ende af skalaen!

Phuket Akvarium

Oplev rokker og hajer i Phukets akvarium

På den sydøstligste spids af Phuket ligger det lille, men charmerende Phuket Akvarium og byder på fisk i alle farver. Her går du under bassinerne med hajer og rokker, og fra klokken 11 fodres havets beboere til stor interesse for de mange skoleklasser, som kigger forbi. Der skal eget køretøj eller en taxa til, hvis du skal nå rundt om denne attraktion. Men er du der ved fodringstid, kan du fint kombinere opholdet med en frokost ved en af de gode lokale restauranter ved Panwa-pynten.

Bangtao - familievenligt badeland

Efterhånden som kilometervis af strand indtages af investorer med hoteludvikling for øje, bliver mange af Phukets øvrige strande også mere tilgængelige. Og særligt familier på udflugt fra hverdagen vil finde kombinationen af børnevenlige hoteller og langstrakte strande et kærkomment udsyn til 14 dages afslappende ferie. Bedst gearet er Bangtao strand, hvor en gruppe hoteller er gået sammen om at skabe det ultimative badeland for voksne som børn.

Havskildpadder - en oplevelse for børn og voksne

Skildpadde på vej op og ligge æg

Er gigantiske swimmingpools ikke nok til at betage børnenes hjerter, så lokker den nordlige del af Phukets vestkyst med den pludselige ankomst af havskildpadder. I sæsonen fra november til februar møver nogle håndfulde af de forhistoriske dyr sig op på land for at lægge æg. Præcis som de gjorde året før og året før det. Ofte vender havskildpadden tilbage flere gange samme sæson, og hver gang lægger den omkring 90 æg. Og minsandten om ikke de nyudklækkede skildpadder, små brune skjolde på størrelse med en hånd, finder vej tilbage til havet per instinkt.

Fantasea forlystelsespark

Oplev Fantasea på Phuket

Las Vegas er kommet til den ellers afdæmpede Kamala strand. Det enorme og enormt dyre kompleks rummer dels en forlystelsespark, dels et stort teater, hvor der hver aften opføres kulturelle shows. Duel på elefantryg, adrætte kickboksere, akrobater og traditionelle thai dansere er blot noget af den stramt opførte underholdning, som lokker besøgende fra hele Phuket til.

Dino Park for børnene

Dino Park på Phuket

Børn vil elske det. Forældrene vil enten grine eller græde. For midt mellem Karon og Kata strand ligger et lille minigolf anlæg. Men ikke et hvilken som helst anlæg. For her mødes du af dinosaurer, vulkaner og andet fra landet for længe siden. I restauranten bestiller du dino-burgere, og det virker som om, Fred Flintstone kan dukke op og spille 18 hullers minigolf med dig, hvornår det skal være.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share