Ti gode grunde til at rejse til Phuket

Top ti på Phuket
Phuket er på utallige lister over verdens bedste feriedestinationer. Men hvad er det, der gør Phuket så populær? Vi har lavet et bud på Phukets ti bedste oplevelser. Strandene står selvfølgelig stærkt i billedet. Men også udflugter til vands og ind i skovene er fremragende udflugtsmål. Gastronomi, wellness og sportsaktiviteter gør også Phuket til et enestående feriemål.

1. Patong strand
Fluepapir. Kokosolie. Strandsælgere. Solnedgang med cocktails. Patong strand er Phukets mest berømte, berygtede og besøgte. Tre kilometer halvmåneformet badelandskab var engang en fiskerlandsby. Nu er det en verdensmetropol med solparasoller i tætte rækker. På liggestole og badehåndklæder ligger gæster fra hele verden og glemmer alt om hverdagen i det kolde nord.
Læs mere her

2. Havkajak
Modsat badeferien på Patong Strand indbyder Phuket også til en aktiv ferieform. Havkajak, eller sea canoe som det kaldes på Phuket, er en af øens mest uforglemmelige oplevelser til vands. For med havkajakken kommer du helt tæt på ubeboede strande og vulkanske fortidslandskaber. Stille sejles den oppustelige havkajak ind i øhavets hemmeligheder, hvor du vil overraskes af idylliske laguner og store grotter.
Læs mere om havkajak i Phang Nga-bugten

3. Koh Phi Phi
'Uimodståelig' er det bedste ord til at beskrive den nu verdensberømte ø, Koh Phi Phi Don. Øen er den ene af to øer med navnet Koh Phi Phi, der ligger godt 50 kilometer sydøst for Phuket. Og i to dybe, halvmåneformede bugter slår vandet stille mod kridhvide sandstrande, der er flankeret af palmer og grønklædte bakker, så langt øjet rækker.
Læs mere om Koh Phi Phi her

4. Phuket by
Der er både fortid og fremtid i Phuket bys historiske gader. Fortiden er blevet shinet op, så de historiske bygninger fremtræder som smukke arkitektoniske minder. Og fremtiden synes at have indtaget de restaurerede huse - byens kreative kunstnere sælger håndværk, mens andre byder på nye kulinariske strømninger fra den gastronomiske verden.
Læs mere om Phuket by her

5. Sublim kogekunst
Stå op og tag til Phuket By for at få en thailandsk rissuppe eller nudelsuppe med urter og chili. Få frokosten serveret under en svajende palme på en af Phukets strande, hvor små udendørs restauranter holder wok'en med flammer og grøntsagerne sprøde. Og slut dagen med et sublimt måltid på en af Phukets utallige restauranter, hvor der både er kælet for interiør og kogekunst.

6. Khao Sok Nationalpark
Gibbon-aberne synger morgenen ind. Næsehornsfugle basker med vingerne, så det lyder som en motor i tomgang, langt borte. Træerne vokser med snylteplanter og lianer omkring stammerne. Og inde i Khao Sok Nationalpark ligger træhytter på en menneskeskabt sø, hvor udsynet er junglens tag af grønne nuancer og en morgentåge, der indhyller regnskoven på mystisk vis.
Læs mere om Khao Sok her 

7. Dykning
Blot ti minutters sejlads fra Phuket findes små koralrev, der kan udforskes med snorkel og maske eller som scuba diver. Lidt længere ude findes hvalhajer, når de flyder forbi Phukets vestkyst i vintermånederne. Og flere timers sejlads fra Phuket er sigtbarheden under vandet på op mod 30 meter. Så lægger du mærke til rokker, revhajer og farvestrålende koraller, hvis du stadig har ilt i beholderen.

8. Phra Nang Forbjerg
Tre timers sejlads mod øst sender dig i eventyrland. For Phra Nang forbjerget, nord for Krabi, er måske Thailands mest opsigtsvækkende badelandskab. Her er kun adgang med båd. Og når først du har slået dig ned i et af hotelværelserne på en af de tre strande, så bliver du nemt opslugt af fornemmelsen. Fornemmelsen af eventyr og dagligdagen på stand by.
Læs mere om Phra Nang her

9. Wellness
En strandmassage til en 50'er eller en heldags spaoplevelse med urter, badesalt og æteriske olier? Wellness-spektret er bredt på Phuket. På stranden er det lige på og hårdt med en thaimassage, der får det til at knirke i skroget, når massøsen først tager fat. Og på de såkaldte spasteder udfylder du et spørgeskema, så du får præcis den type kropsbehandling, du kan tåle.

10. Tropisk golf
Hvis du er bidt af verdens hurtigst voksende sportsgren, så kan en runde golf på Phuket næppe være en mere oplagt del af ferieforbruget. For til rimelige penge får du en topdesignet golfbane og en caddy, der hjælper dig gennem de 18 hullers tropisk golf. Og rækker din lyst eller evner snarere til minigolf, byder Dino Golf på 18 huller og et landskab, du med garanti aldrig har set før.
Longboats nær Phuket

Skriv en kommentar

Vises ikke offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <img> <br> <p> <table> <th> <tr> <td>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Hjælp til formatering

Abonnér på feed Bookmark and Share