I Phuket har du mulighed for at spille golf på de grønneste fairways, de smukkeste landskaber, og nogle af de
bedste golfbaner i Asien. Der er hele otte golfbaner i
området, så der er en bane for enhver smag.
Der er ikke blevet sparet på noget, når man har bygget Phukets mange golfbaner. Designet er udsøgt, landskabet ligeså, og faciliteterne er i top. Det er derfor en udsøgt fornøjelse at spille på én af Phukets golfbaner. Så hvis du er golfentusiast, skal du ikke snyde dig selv for en golfoplevelse ud over det sædvanlige. Den eneste bagside til medaljen er, at det kan være en noget varm fornøjelse at spille i den bagende sol, så book en tid så sent på dagen som muligt. Heldigvis har de fleste baner små boder rundt omkring på banerne, der sælger lækre forfriskninger, når du får det for varmt.
Blue Canyon Country Club Phuket
Denne golfklub er en af de højest rangerende baner i Asien, og det er forståeligt nok. Med et areal på over 700 hektar, der strækker sig fra Andamanhavet til Phang-Nga bjergene og med et luksuriøst klubhus, der både byder på sauna, jacuzzi og massage, så er Blue Canyonen en helt igennem uforglemmelig oplevelse. Golfklubben har to 18-hullers baner at vælge imellem: Den udfordrende Canyon Course og den mere afslappende Lakes Course med udsigt over de frodige grønne bakker.
Phuket Country Club
Denne golfklub er den ældste i Phuket. Banen ligger mellem Phuket By og Patong Beach, og er derfor nem at komme til. Golfklubben har to baner: En 18-hullers og en 9-hullers, som efter sigende skulle være den mest udfordrende 9-hullers bane i Phuket. Phuket Country Clubs 18-hullers bane er velegnet til de fleste golfspillere, uanset om de har højt eller lavt handicap.
Laguna Phuket Golf Club
Laguna Phuket Golf Club har netop gennemgået en større renovering, så banen nu er i lige så høj standard som de andre af Phukets golfbaner, og derfor har golfklubben fornyligt afholdt Thailand Open. Denne golfklub er kendt for sit luksuriøse klubhus og de mange laguner på den 18-hullers golfbane.
Mission Hills golf club
Denne golfbane er den eneste af Phukets golfbaner, der har havudsigt. Banen er placeret blandt gummiplantager og magroveskove og med en udsigt udover Phang Nga Bay er omgivelserne enestående. Mission Hills Golf Club tilbyder en 18-hullers golfbane med søer, kanaler, ø-greens og den specielle tilføjelse med to greens på hul 18.
The Loch Palm Golf Club Phuket
Loch Palm Golf Club ligger ved Crystal Lake og er omgivet af frodige grønne bakker. Her er du garanteret en afslappende runde golf. Banen har netop gennemgået en omfattende renovation, så den er i perfekt stand. Loch Palm banen anses for at være en af de lettere baner i Phuket, og er derfor velegnet til spillere med et højt handicap.
The Red Mountain Golf Club Phuket
Denne golfbane er én af de nyeste golfbaner i Phuket. Banen har taget sit navn efter de omkringliggende bjerge, som banen er omringet af. Banen er bygget omkring gamle tin miner, og derfor er der mange højdeforskelle på banen, som skaber nogle smukke huller. Der er et væld af forhindringer på banen, som udfordrer selv den mest rutinerede golfspiller.
The Thai Muang Golf Course
Nyd brisen fra Andamanhavet, når du spiller en runde golf på den smukke 18-hullers Thai Muang golfbane. Thai Muang banen ligger langs Andaman kysten i Phang-nga provinsen, og banen har en masse forskellige vandhazarder såsom søer, åer og små lagooner, der udfordrer enhver golfspiller.
Phunaka Golf Course & Golf Academy
Er du ikke en hærdet golfspiller, så tilbyder Phunaka Golf Course and Golf Academy en 9-hullers bane, der er velegnet til at træne golf, hvis du ikke har prøvet det før. Her er en masse gode træningsfaciliteter, dygtige instruktører, og banen er ligeså flot, som de store 18-hullers baner. Phunaka banen er projektørbelyst, hvilket giver dig mulighed for at spille golf om aftenen.
Værd opmærksom på, at man skal have en caddie med rundt på banen, når man spiller golf i Thailand. Alle caddierne er kvinder, og det kan virke underligt til at starte med at have hende med rundt. Men brug hende som guide til banen – caddierne kender banerne ud og ind, og du vil kunne drage nytte af deres viden. Husk at betale drikkepenge til caddien, når du er færdig med din runde.
På Phuket Golf og Phuket Golf Course kan du købe greenfee eller golfpakker med rabat.