Kata byder på skønne omgivelser, masser af aktiviteter og oplevelser, klart vand og brede sandstrande. Her er alt hvad der skal være for en god ferie! Byen er særligt populært blandt børnefamilier, grundet stedets mere rolige omgivelser sammenlignet med den store ferieby Patong. Så er du til fest og farver, er det ikke her du skal tage hen. Der er selvfølgelig barer, men ikke diskoteker hvor man kan feste hele natten lang.
Kata
Katas strand ligger i en lille bugt og er meget lavvandet, hvilket også er ideelt for familier med mindre børn. Den smalle strandvej er ikke særlig trafikeret, hvilket også er medvirkende til den rolige og afslappede atmosfære. Der er flere hyggelige restauranter og caféer langs stranden, hvor du kan nyde et måltid mad eller forfriskninger som is og cocktails. På stranden kan du også leje jetski, og der er longtailbåde som sejler ud til øen Koh Pu, som du ikke kan undgå at se fra Kata Beach. Derudover er der også fine snorkelmuligheder i begge ender af stranden. Tag også ind til centrum som har masser at byde på, når det gælder handelsgader, små lokale butikker, barer, restauranter og caféer, hvor du kan få thailandske smagsoplevelser som citrongræs, ingefær, lime og kokosmælk.
Tag en tur til Karon
Karon ligger et par kilometer fra Kata, men i realiteten er de to byer nærmest vokset sammen. Karon byder på flere spændende oplevelser. Du bør besøge det buddhistiske tempelområde Wat Suwan Khiri Khet, der ligger ca. 500 meter fra stranden og dækker 12.000 kvm. Der afholdes marked på pladsen to gange om ugen – tirsdag og fredag. Her kan du finde et stort udbud af lokale produkter, lækre madboder og du mærker en atmosfære af det “ægte” Thailand. Kig også forbi Karon View Poin i den nordlige del af byen, og få en fantastisk udsigt over byen, bugterne og de skovklædte bjerge.
Hvis du mangler noget at lave, hvor hele familien kan være med, så tag til Dino Park Mini Golf. Dette er en kombination af minigolf og en dinosaurpark, og den ligger mellem Kata og Karon.I kan dyste på en bane med 18 huller, hvor der ved hvert hul er opstillet forskellige dinosaurer En god ide er at spille sidst på dagen, hvor solen ikke bager ned på dig. Du kan slutte din tur af i Dino Park på stedets restaurant med Flintstones-tema.